Lokallisten er informeret om, at konstitueringsgruppen nu har indgået aftale om budget 2025, som vil blive fremlagt nu den 03.10.2024.
Vi var inviteret til et såkaldt budgetmøde fredag den 06.09., hvor vi orienterede om, hvilke fokuspunkter vi ønskede drøftelser af – de 4 frivillighedskoordinatorer, sommerferieaktiviteter for børn , strategi for sportshaller, kollektiv trafik (buskørsel – færgestrategi) samt mulige finansieringer heraf.
Der var ikke imødekommenhed fra konstitueringsgruppen – så der var reelt aldrig tale om forhandling, men vi kunne tilslutte os.
Vi fremsendte vores forslag til borgmesteren efterfølgende – og har fået nærmest samme svar/afvisning om, at flertalsgruppen ikke er åben for drøftelser, men vi var velkomne til at ”tilslutte os deres aftale”.
Vi kan naturligvis IKKE tilslutte os deres aftale, dels principielt da processen alene har været i form af et ensidigt ultimatum – dermed skueproces. Dernæst ville vi jo så acceptere og binde os til de dele af budget 2025 – igen flere besparelser for landdistrikternes 20.000 indbyggere – som vi foreslog forhandlet for at finde alternative løsninger.
Vi fremlægger således egne budgetforslag som ændringsforslag til byrådets 2. behandling og vedtagelse af budget 2025 på oktober-mødet.
OKT
2024