Nyheder

Jule-/Nytårshilsen til alle medlemmerne

Året 2024 går på hæld – og det har været et begivenhedsrigt arbejdsår.

I byrådet har der været mange opgaver for vores Leo Christensen – og da vi jo ikke er en del af konstitueringsaftalen,  er det jo i de fleste sager lidt et soloridt.

TAK for din store arbejdsindsats Leo.

Organisatorisk og politisk er der sket ændringer som led i forberedelsen til kommunevalget i november 2025.

På den ekstraordinære generalforsamling i august blev jeg valgt som ny formand,  ligesom Leif Utermøhl valgtes som politisk spidskandidat.

I forretningsudvalget har vi indledningsvis arbejdet med opdatering af vores politiske fundament – dette er godkendt af bestyrelsen og ligger på listens hjemmeside. Dette er et dynamisk grundlag, som kan suppleres helt frem mod valgkampen i dialog med kommende kandidater.

Vi har fået ret stor tilgang af nye medlemmer fra august til nu – særlig velkomst til jer. Håber på endnu, så listen står stærkest muligt. Vi planlægger orienteringsmøde for alle medlemmer i uge 6 2025 – nærmere herom senere.

Vi er nu i indledende dialoger med mulige kandidater 15-18 stk. i alle geografier med ca 2-3 i områderne nordvest – sydvest – nordøst og sydøst. 1 fra øerne – og 2 fra hver af centerbyerne Maribo og Nakskov. Gode og stærke kandidater bedst fordelt på køn – og alder. Det tegner meget lovende allerede nu.

Listen skal behandles på generalforsamlingen i marts 2025.

Parallelt skal vi arbejde med en strategi og aktivitetsplan for selve valgkampen tillige.

Vi satser på størst mulig opbakning til kommunevalget. Der er klart behov for et kurssskifte i byrådet – en ny sammensætning.

Derfor også min opfordring til, at vi hver især bliver gode ambassadører for lokallisten overfor familie-venner og lokalområde.

Vi har især fokus på bevarelse og udvikling af landdistrikter og øer – og hele kommunen mere koordineret. Dernæst en ny politisk kultur med åbenhed – borgerdialog – og reelle borgerhøringer.

Afslutningsvis vil jeg benytte lejligheden til at ønske alle medlemmer en rigtig glædelig jul – samt et godt nytår – og valgår 2025.

Bjarne Hansen

Formand – lokallisten Lolland

0